Citroën C4 Cactus

Årets Bil i Danmark 2015. Mindre kan ikke gøre det. Derfor skulle den da også prøvekøres. Kilstrup og Fuhlendorff i Vejle lagde bil(er) til.

Der er skrevet meget om Citroëns nye, lidt aparte udseende vogn, ikke mindst om dens udseende. Man kan da heller ikke undgå at få øje på den noprede beklædning, den har fået på dørene, som ved første øjekast skurrer, men som man med tiden nok skal vænne sig til. I virkeligheden er der tale om en kraftig plastik, der populært sagt skal beskytte mod Bilka-buler – så hvad var mere nærliggende end at tage fotos af bilen på netop Bilkas parkeringsplads?

Bilen har fin indstigningshøjde uden at der ligefrem er tale om en SUV hvad det angår, men at sige at man føler sig hævet over de andre bilister ville være at tage munden for fuld. Sæderne kan justeres så man kan sidde i alle mulige vinkler, og jeg selv måtte da også lige flå lidt i reguleringshåndtagene før jeg fandt det behageligt at sidde der. De udvendige dørhåndtag stikker pudsigt nok længere ud end plastbeklædningen, så det er ikke de høje biler, man skal tage en duel om en bås med. Indvendigt kunne man forledes til at tro at Citroën er gået helt nye veje og har anbragt en læderstrop til at trække døren i med – men så radikalt er de alligevel heller ikke gået til værks. Der er tale om en læderbeklædt bøjle som ikke giver ret meget efter, hvis man forsøger at skubbe den den modsatte vej.

Når man stiger ind i bilen er noget af det første, der springer i øjnene at instrumenteringen er centreret om den store touchskærm i midten og et mindre display bag rattet. På den store skærm er al betjening samlet, inklusive klima- og stereoanlæg, bakkamera, telefonbetjening, navigation, osv. Der er kun ganske få fysiske knapper, som er placeret lige under skærmen. Rattet giver mulighed for betjening af fartpilot, radio og telefon. Radioen er med DAB, så man skal ikke frygte at den teknologiske udvikling på det område løber fra bilen. Det lille display viser hastighed og tankindhold samt kilometertæller og diverse advarselslamper. Det kan føles lidt skrabet, men man har åbenbart ikke vurderet at en omdrejningstæller skulle have plads her.

Motoren (1,6 D) reagerer beredvilligt og virker ikke til at mangle kræfter. Der er måske lige vel meget vandring i koblingen, men når det rigtige punkt er fundet, foregår gearskift (5G) uproblematisk. Der er indikation for optimalt gearskift i displayet ved rattet, hvilket nogle sikkert vil finde meget praktisk. Det afhænger af brugsmønstret om det er anvendeligt i hverdagen. Motorstøj opleves ikke som et stort problem, heller ikke fra den trecylindrede 1,2-liters benziner, som også fik en tur. Ved tomgang kan man komme i tvivl om hvorvidt motoren faktisk er i gang, hvilket må siges at være en positiv indikator. Motorvejskørsel lettes af både fartpilot og vognbaneskift-blink, men det kan faktisk være lidt af en prøvelse at se bagud. De skyldes tre faktorer: Bagruden er ret lille, viskeren endnu mindre og i bakspejlet ser det ud som om bagruden er endog meget langt væk. Det giver sig selv at det der er på den anden side af denne så kan være ret svært at få øje på.

Plads er der nok af i kabinen, men nogen håndboldhal er det ikke. Der kan sagtens være en lille familie, inklusive barnestol og sportstasker. Det virker til at det er hele idéen med bilen at bagsædet kun er der for børnenes skyld. Ikke at en voksen ikke kan være der, men f.eks. er ikke elruder bagi. Faktisk kan de kun kippes – noget som vanligvis kun opleves på de helt små. Førersidens elrude har på skammelig vis ikke automatisk rulning, hvilket virker underligt i en moderne bil, som ellers har masser af moderne teknologi. Vælger man modellen med glastag er fornemmelsen af plads selvfølgelig ikke mindre, navnlig på en solskinsdag. Forsæderne fås også som “bænk,” men det giver mod umiddelbar forventning ikke plads til tre foran, da det reelt bare er en pude mellem de to forsæder.

Motorudvalget spænder fra den 1,2-liters benziner med 82 heste over 2 dieselvarianter med hhv. 92 og 100 hk, til den anden (og testede) 1,2 benzin med 110. Ingen af dem må dog trække mere end 825 kg på krogen, så nogen campingsejtrækker er der ikke tale om.

Alt i alt er C4 Cactus en fin bil, men nogen decideret overvældende oplevelse er den ikke. Der er plads til den lille familie og den har nogle spændende designlinjer – og man slipper måske for nogle Bilka-buler.

Karakter: 7/10.

Sådan ser bilen ud:

Citroën C4 Cactus

Front

C4 Cactus front

Bag

C4 Cactus bag

Plastikbeklædning på siden

Luftpuder på siden

Bagsæde

Bagsæde

Bagagerum

Bagagerum

Motorrum

Motorrum

Glastag

Glastag

Her skulle bilens specielle udstyr angiveligt komme til sin ret

Anti-Bilka-bulebil

Instrumentering

Instrumentering

12 V-udtag og USB-indgang under touchskærmen

Forbindelser under touchskærm

Klimaanlægsbetjening på touchskærmen

Touchskærm

Handskerum

Handskerum

Førerdør – bemærk “stroppen”

Fordør

Forsæder

Forsæder

Indstigning

Indstigning

Bagdør – bemærk vinduet

Bagdør/-rude

Rudebetjening i førerdør

Rudestyring i førerdør

Bakspejl – bagruden kan anes…

Bakspejl

Frit udsyn til himlen

Glastag indefra

USB- og lydindgang i handskerummet

Forbindelser i handskerum

Bakkamera i funktion

Bakkamera

Speedometer, m.v.

Speedometer

 

Toyota Yaris Hybrid 2014

Endnu en lille ny bil har fundet vej til de danske veje; Toyota Yaris er udkommet i en opdateret udgave, herunder i en hybridvariant, som jeg har fået lov til at køre en tur i.

Jeg har prøvekørt et par andre hybridmodeller, så egentlig burde jeg ikke være overrasket, men kommer man direkte fra en konventionel enmotors er det alligevel noget anderledes, at der ikke er noget, der hedder tænding, når man drejer nøglen. Tidligere modeller havde en vældig fancy grafik over hvilken vej strømmen flød, men dette er afløst af et lille grønt symbol og en viser. Den mest oplagte forklaring er at man ikke ønsker at det skal tage magten fra køreoplevelsen, og at en hybridbil skal være “ligesom en normal bil”, blot væsentligt mere miljøvenlig i drift.

Der skal dog ikke trykkes exceptionelt hårdt på speederen, før benzinmotoren også vil lege med, men det styrer automatikken selv. Accelerationen foregår som i enhver anden bil med automatgear ganske jævnt, og motoren trækker godt igennem, som der er behov for det – selvom den naturligvis lyder lidt anstrengt, når hastigheden skal øges hurtigt. Fabrikstallene siger 0-100 på 11,8 sekunder, hvilket er midt i feltet af motorvarianter, som spænder fra 1,0 benzin til 1,4 diesel. Sidstnævnte er hurtigst på 100, og klarer samtidig 26,3 km/l. Den testede hybrids officielle forbrug ligger på 30,3 km/l, hvilket nærmer sig den legendariske VW Lupo 3L, men nu i en normal størrelse bil, som ikke er lavet af specialkomponenter hele vejen igennem. Tilbage til gearingen: Personligt foretrækker jeg at have styringen med gearskiftet selv, men smag er jo forskellig. Kører man meget i myldretidstrafik og har ikke behov for at kunne trække noget på en krog, er hybriden et oplagt valg. Bilen er helt tyst, så længe man kører i kø i byen, og alene det at man ved at man ikke holder og oser er en rar fornemmelse. Skal der køres med trailer må man desværre se bort fra hybridudgaven, hvilket er lidt ærgerligt.

Den prøvekørte model var veludstyret (H2), og det var svært at finde andre mangler end at der ikke var nogen skraldespand. Dette forefindes dog i kataloget som ekstraudstyr, hvilket måske kan virke lidt søgt. På positivsiden er der stort infodisplay i midten, som både viser info om radio, telefon, bakkamera og klimaanlæg. Der er Bluetooth, USB, osv., så uanset hvad man måtte have brug for at tilslutte, er der mulighed for det. Sæderne og ikke mindst nakkestøtterne har et sporty look, og man sidder ganske fint. Bagi er der Isofix, så barnlille også kan placeres sikkert. Opbevaringsplads er der rigeligt af, men det skal selvfølgelig også kompensere for et relativt lille bagagerum. Relativt fordi det er som det skal være i den størrelse bil, men kommer man som jeg fra en liftbackmodel, savner man nogle kubikcentimeter under hattehylden.

Udvendigt bærer den nye Yaris præg af den nye designlinje, som tidligere anmeldte Aygo er fortrop for. Yarisen er lige knap så skarpt skåret, men henvender sig nok også mere til dem, der er lige så meget til fornuft som sjov i gaden. Hybridudgaven afslører sig selv udenpå ved at have en blå skygge i emblemerne, ligesom der står “Hybrid” både bagpå og på forskærmene. Jo jo, der skal ikke herske tvivl om at man fra Toyotas side er stolte af at være frontløberen på hybridmarkedet. Motorrummet er lille og overskueligt, og forruden er nærmest trukket ud over det, så det virker ekstra kompakt, selvom der sidder to motorer i det. Det er ret godt klaret af ingeniørerne bag. Bemærkelsesværdigt efter dagens standard er det at modellen ikke var monteret med LED-kørelys, men det fås i højeste udstyrsvariant (H3).

Alt i alt er den nye Yaris en ganske udmærket “compact city car”, som den har fået som betegnelse af Toyota selv. Der er rigeligt plads til 4, og en smule bagage. Og i hybridudgaven har man desuden knap så dårlig samvittighed over at tage bilen til korte ture.

Karakter: 8/10


IMG_20140829_161411
Toyota Yaris 2014 H2

IMG_20140829_161458
Motorrum
IMG_20140829_161514
Hybridemblemet afslører den dobbelte drivkraft

IMG_20140829_161544
Passagersiden

IMG_20140829_161558
Bagagerum

IMG_20140829_161734
Bakkameraet er placeret lige over nummerpladen

IMG_20140829_161821
Instrumentering – bemærk forbrugsindikatoren til venstre

IMG_20140829_161904
Touchskærmen, som ikke er helt refleksfri

IMG_20140829_161918
12-voltsudtag og USB-indgang under touchskærmen

IMG_20140829_162009
Styring af sædevarme, ESP og køremodus

Toyota Aygo 2014

I dag ankom den nye Aygo til forhandlerne. Da den på forhånd har været højt profileret i medierne og generelt er blevet taget godt imod af den brede skare af motorjournalister, havde jeg skrevet mig op til at blive kontaktet, når det var muligt at prøvekøre den. Det skete så i dag, og jeg befandt mig kort efter i en bil, der var omtrent så fabriksny, som det kan lade sig gøre – tælleren stod på 12 km, da jeg satte mig bag rattet. Forventningerne var store, og blev til bilens ros ikke gjort til skamme.

Det første der møder en, når man sætter sig i det komfortable – og højdejusterbare – førersæde, er den store berøringsfølsomme skærm midt i instrumentbrættet. Her er styring af medieafspilning, håndfri kommunikation, m.v. samlet. Bilen stod parkeret med sin opsigtsvækkende kølergrill pegende mod udstillingshallen, så bakgear skulle der til. Men hvad er det så der sker? Jo, på førnævnte skærm kan man såmænd se hvad der sker bag bilen. Den prøvekørte udstyrsmodel har nemlig, blandt meget andet, bakkamera. Det er måske ikke hvad man forventer i en mikrobil, men jo, den er god nok. Venstre fod løftes langsomt, og pedalens vandring føles nærmest endeløs. Til sidst tager koblingen dog fat, og kraftoverførslen til hjulene finder sted. Så kører det! Omdrejningstælleren er digital, og den kompakte instrumentering mangler generelt ikke noget. Der er sågar gearskiftanbefaling til højre for speedometeret. Fra holdende tilstand virker bilen ganske okay i optræk, og den triller fornuftigt af sted derudaf. Radioen står indstillet til P3, og Mads Steffensen og Snebolden toner ud af det udmærkede anlægs højttalere. Af yderligere kommentarer til elektronikken kan nævnes, at der er mulighed for både minijack- og USB-tilslutning samt Bluetooth til både lyd og mobilsamtaler. Skærmen kan endda vise albumcovers, osv. Ikke dårligt at selv en bil i denne størrelse og prisklasse leverer avancerede mediefunktioner. Skulle man udsætte noget på systemet, skulle det være at tegnsættet ikke understøtter æ, ø og å, men det er petitesser, og kan formentlig fikses ved en softwareopdatering.

På lige landevej mærkes det ikke at hastigheden forholdsvis hurtigt sniger sig op på de tilladte 80 km/t, og i lyset af dette er det nok ikke helt dumt, at køretøjet er udstyret med fartbegrænser. Den har ikke fartpilot, men dette kan formentlig implementeres. Når man rammer motorvejen går det knap så stærkt med at ramme maksimalhastigheden, men det går an. Her skal man selvfølgelig huske på, at der er tale om en motor med 68 heste, som skal trække omkring 900 kg. Det er ikke en racerbil, uden at den dog kan kaldes decideret sløv. Fabrikstallene siger 0-100 på 14 sekunder, og jeg vil vove den påstand, at det er 60-100, der tager flest af disse sekunder. Den lille 1-litersmotor lader ellers til at have de fornødne kræfter, og når man lige lærer gearkassen at kende er bilen sådan set nem at køre.

Når man nærmer sig et lyskryds, skal man huske ikke at køre alt for langt frem, hvis man holder for rødt. Denne forholdsregel gælder bilister generelt, men sidder man i den nye Aygo er der grund til at huske mere på den end hvis man som jeg kommer fra en ældre og større bil. Det skyldes forrudens design og størrelse i kombination med den justerbare siddeposition. Kan man godt lide at sidde højt, kan man støde på det problem at det kan være svært at få øje på lyskurvene, så husk lige det. Komforten er der ellers ikke noget galt med. Man sidder behageligt, og bilen er nem at styre og gør hvad den skal. Som bybil er den nem at have med at gøre på grund af størrelsen, og den fine benzinøkonomi gør den oplagt som pendlerbil. Til de daglige indkøb er der rigeligt plads, selvom bagagerummet naturligvis ikke er overdådigt i en femdørs med en totallængde på blot 3,43 m. Bagsæderne er forberedt med Isofix, så det er tilmed nemt at få en autostol til at sidde der. Jo, der er tænkt over detaljerne i den nye Aygo, der spås at blive en kæmpesællert i stil med den oprindelige model fra 2005.

Det udvendige udseende af bilen (og for den sags skyld også det indvendige) kan man næsten fuldstændig selv bestemme over. Den gamle Aygo tog en smule hul på dette koncept, med mulighed for at style bilen med stafferinger og specielt interiør, men i 2014-udgaven er det muligt at sætte sit helt eget præg på bilen. Det har selvfølgelig sin pris, men samtidig potentiale til at ændre på det lidt kedelige bilmarked, hvor mange bare vælger basismodellen, fordi forskellen op til de lidt sjovere har været enorm. Frontens markante X kan varieres uafhængigt af lakkens farve, og taget kan ligeledes folieres efter behag. Hvis køberne tager bilen og muligheden for at variere dens udseende så nemt som Toyota har gjort det med deres onlinekonfigurering, til sig, skal det nok give et mere varieret bybillede.

Helhedsindtrykket af Aygoen er positivt, og selvom der ikke er tale om en komplet bil – dertil er den for klejn – er den rigtig godt med, både hvad angår design, køreglæde og udstyr. Lave driftsomkostninger og Toyotas ry for pålidelig mekanik peger i positiv retning for den lille ny. Det efterlader ingen tvivl; 2014-udgaven af Toyotas mindste kan godt gå hen at blive bilmarkedets nye darling.

Karakter: 9/10

Herunder ses billeder af bilen.

Motorrummet

 

Motorrum

Luftcirkulationsstyringen

Luftcirkulationsstyring

Elspejle, lysstyring, m.m.

Styring af spejle, lygter, m.m.

Aflæggeplads i dør

Opbevaringsplads i dør

Tilslutningsmuligheder under anlægget

Tilslutningsmuligheder under anlægget

Bakkamera aktivt

Bakkameraet i funktion

Instrumenteringen

Rat og instrumentering

Radioafspilning på skærmen

Radio på skærmen

Bagagerummet

Bagagerum

Stelnr. på mærkat ved bagdør

Stelnummermærkat ved venstre bagdør

Indstigning i højre side

Indstigningsmuligheder i højre side

Prisskilt for den prøvekørte model

Prisskilt på den kørte model

Passagersiden

Passagerside

Front

Front

Den nye Aygo vil ikke sættes i bås

Den nye Aygo vil ikke sættes i bås!

Aldi

For et halvt års tid siden købte jeg mig en ny telefon. Jeg var frisk på at prøve noget alternativt, så efter at have læst en anmeldelse af Medions X4701 besluttede jeg mig for at se hvad den kunne byde på. 1500 for en telefon med de specifikationer var ikke alverden, så jeg tog et smut i Aldi. Jeg skal skynde mig at sige at telefonen overordnet set ikke har været en decideret skuffelse, selvom der nogle steder kunne være tænkt mere over detaljerne. Jeg vil undlade at gå i detaljer, men skal man komme med kritikpunkter, må de gå på GPS-modtagerens (manglende) følsomhed, et uheldigt design af forsiden, samt kameraet billedkvalitet.

Nu til sagen: Efter omkring 5 måneders brug opstod der problemer med at lade telefonen. Der var ikke ordentlig forbindelse i stikket, så det var nødvendigt at placere telefonen med vægt på stikket/ledningen for at der kunne komme strøm på batteriet. I starten var det til at leve med, men irritationen voksede og blev til sidst for meget. Telefonen blev afleveret i samme butik som den blev købt i, ved kassen, hvor andre kunder så kunne vente på at jeg fik udfyldt min reklamationsblanket. Jeg valgte at indlevere den originale lader og medfølgende kabel, så det var til at se at der også i kombination med dette var problemer. Jeg fik i samme ombæring at vide, at der nok ville gå “ca. 3 uger” før den kom tilbage fra reparation. Med grundig erfaring inden for området for reklamationer, kom dette ikke bag på mig, og jeg ventede derfor troligt i tre uger. Herpå henvendte jeg mig igen, blot for at få at vide, at telefonen ikke var kommet endnu, men “måske” ville komme i løbet af nogle dage. 8 dage senere (23/5) troppede jeg op igen, da jeg endnu ikke var blevet kontaktet. Igen lød meldingen, at der ikke var dukket noget op fra værkstedet. Jeg aftalte at jeg skulle ringes op mandag af butikken, når de havde forhørt sig med centrallageret omkring status på telefonen. Det blev mandag, og klokken havde rundet 16, inden jeg selv greb erstatningsknoglen og kontaktede Aldis hovedkontor for at høre om de kunne give mig en statusmelding. Jeg fik herfra at vide, at jeg ville blive ringet op tirsdag, dagen efter, når de havde talt med Medions værksted i Tyskland. Tirsdag ringede Aldi rent faktisk, men kun for at kunne fortælle, at de ikke havde fået tilbagemelding fra værkstedet endnu. I øvrigt fik jeg oplyst, at butikken først havde sendt telefonen af sted 7 dage efter at den var blevet indleveret, og at værkstedet først havde modtaget den endnu 4 dage senere. Godt så. Jeg accepterede at vente til onsdag med en endelig afklaring. Denne kom, og gik på at telefonen ville blive afsendt fra værkstedet samme dag. Pudsigt! Jeg fik dog pakkenummeret, så jeg selv kunne følge pakken, som ville blive adresseret til mig, og altså ikke butikken. Det var så ikke ligefrem et ilbud, de havde betroet opgaven – telefonen blev modtaget 2/6, hvilket giver en samlet reparationstid på 5½ uge. Så skulle alt jo være i skønnest orden. Det var det da også, sådan nogenlunde. Telefonen havde fået skiftet indmad er dermed reelt som ny. At de så ikke havde formået at samle telefonen helt optimalt, med flugtende kanter osv., nå ja, det var vel til at leve med.

Konklusionen må derfor være, at man godt kan købe elektronik i Aldi, men bed til at det ikke kommer til at fejle noget!

Telenor Mobilt Bredbånd “4G LTE”

Telenor tilbyder produktet Mobilt Bredbånd, og jeg har testet hvor godt det fungerer.

I dag er mobilt bredbånd et reelt alternativ til ADSL, kabelmodemforbindelser og andre bredbåndsteknologier – hvad hastighed angår, i hvert fald. Hastigheden afhænger naturligvis af modtageforhold, men er man i større byer er det sandsynligt at hastigheden vil være tilstrækkelig til at opfylde de flestes behov. Prisen er bestemt også rimelig, og bestemt konkurrencedygtig ift. alternativerne. Den store, og desværre også afgørende faktor, kan være at der er et langt lavere loft på dataforbruget på mobile bredbåndsforbindelser end på de andre teknologier. Dette problem stødte jeg selv ind i under testen, for selvfølgelig afhænger det af ens brugsmønster, hvorvidt man rammer grænsen, men hvis man bruger mobilt bredbånd som husstandens primære forbindelse, skal der ikke mange timers streamet film til før grænsen nås. Når man over sin forbrugsgrænse, sættes hastigheden net til 64 kb/s både op og ned, svarende til en enkelt ISDN-linje, hvilket i praksis er nærmest ubrugeligt i dag. Man har mulighed for at tilkøbe ekstra dataforbrug, så man kommer op på fuld styrke igen. Hver måned nulstilles tælleren, og man får ikke overført ubrugt forbrug til måneden efter.

Udstyr: ZTE MF821D testet på en bærbar med Windows 8.1 og Firefox.
Hastigheden, er der ikke noget at udsætte på, når man tænker på at der er tale om en trådløs forbindelse med en relativt ny teknologi.

Positivt:

  • Hastigheden er høj i de større byer
  • Produktet er ligetil at bruge
  • Der er mulighed for at bruge trådløs router og dele forbindelsen

Negativt:

  • Produktet markedsføres som “4G”, selvom det teknisk set ikke er det, da det reelt er en videreudvikling af 3G.  Den USB-dongle, der er testet med, bærer mærkatet “4G LTE ready”, hvilket er tættere på en teknisk korrekt betegnelse.
  • Der er store variationer i dækningen, når man kigger på hele landet.
  • Forbrugsloftet er for nemt at ramme

Forskellige resultater af indendørs hastighedstest på Speedtest.net:

Ping: 35 ms – 34 ms – 38 ms

Download: 2,92 Mb/s – 11,61 Mb/s – 8,01 Mb/s

Upload: 1,85 Mb/s – 6,2 Mb/s – 7,41 Mb/s

Det skal dog til ovenstående tilføjes, at der på en anden lokation – også indendørs – er opnået resultater i omegnen af 20-30 Mb/s. På grund af de store variationer i hastighed afhængigt af hvor man befinder sig, kan det godt betale sig at gøre brug af den gratis 14-dages testperiode, Telenor tilbyder, for at finde ud af om hastigheden er tilstrækkelig lige præcis der hvor det er vigtigt. Hav i samme ombæring in mente, at Telenor og Telia er i gang med at sammenlægge deres mobilnet, og at dette på længere sigt gerne skulle resultere i langt bedre dækningsforhold end i dag.

Konklusion: Køb det, hvis du skal bruge en hurtig bredbåndsforbindelse, men ikke har et enormt dataforbrug.

Overordnet testresultat: 7/10.

 

Velkommen til det nye Æselrytteren.dk

2014 er over os, og dermed også en ny begyndelse for Æselrytteren.dk. Siden vil fremover have to temaer: Anmeldelser og underholdning. Anmeldelserne er tænkt som forbrugeroplysning og kan være af stort set alt – produkter, oplevelser, serviceydelser, og hvad der ellers kunne have interesse. Underholdningen er legepladsen for alt det, der ikke skal tages alt for seriøst.

Velkommen på siden!